kirstineamato

A world of observations


Skriv en kommentar

Overskridelse mod forandring

om kunsten at overskride sig selv

Vi kender næsten alle til at stå i en situation, hvor vi har følt at vi er nået helt ud på kanten af hvad vi føler vi kan overkomme. Vi har stort set alle noget, vi frygter at gøre, selvom vi er klar over, at det vil være godt og udviklende for os. I stedet for at udfordre os selv og mærke den ubehagelige frygt finder vi på alverdens dårlige undskyldninger for at slippe. Det er, når vi overskrider vores egne grænser – vores komfortzone. Men der er stor forskel på hvordan og hvornår vi hver især når denne grænse og hvor langt vi kan gå. Vores grænser er imidlertid langt fra statiske eller faste, men kan ændres – i både positiv og negativ retning. Vi kender det fx. fra børneopdragelsen hvor forældre i dele af barnets liv er med til at indsnævre barnets grænser for hvad der er godt, det handler fx. situationer med trafiksikkerhed, fremmede mennekser eller farlige lege. Her handler det dog i langt de fleste tilfælde om at sikre barenets sikkerhed ved at skabe en tryghed omkring barnet. Og grænserne her, vil alt afhængig af situationen løses op i takt med at barnet selv tilegner sig viden og kompetencer til at forvalte sig selv. På sammen måde kan vores egne grænser ændres og flyttes. Helt overordnet handler det om at finde, lære og bruge de værktøjer, som virker.

Udvidelse af handlerummet

Det er så nemt bare at fortsætte med at gøre det, vi plejer, for så behøver vi ikke bevæge os uden for vores komfortzone – den zone der gør os trygge.  Hver gang vi tager en chance og vover os ud på ukendt territorium, oplever vi frygt. Samtidig er vi programmeret til at udvikle os som mennesker; det er et iboende behov hos os. Derfor er det et dilemma, når vi søger tryghed og samtidig ønsker at prøve noget. Vi er bange for forandringer, og vi er bange for at sidde fast.

Problemet ligger i, at hvis man har tendens til sommerfugle i maven og fugtige håndflader bare ved tanken om at overskride sin egen grænse, så er det en meget stor forhindring at skulle over.

Rådet (også i dette tilfælde) er, at øvelse gør mester! Mange gange bunder angsten eller frygten simpelthen i en perfektionisme, en ville-gerne-gøre-det-godt indstilling. Pointen med øvelse gør mester–tilgangen er, at indstillingen om at ville gøre det godt heldigvist ikke forsvinder. Derimod kan angsten/frygten reduceres væsentligt, hvis ikke helt fjernes.

Dette illustreres ved hjælp af en ”nærhed og distance-cirkel”, inspireret af Karrierekonsulent Helle Bordinggaard

Grøn: komfortzone

Gul: Sommerfuglezone

Rød: Angst/frygtzone

Vi vil alle gerne være i den grønne komfortzone, men vi er samtidig nødt til at overskride os selv. Og en vigtig lære ligger i, at det er helt ok også at være i gul zone og indimellem også i rød. Vi må som mennesker, som Kierkegaard har sagt, indimellem tage springet ud på de 70.000 favne og miste fodfæstet for en stund, for på sigt at vinde os selv. Al forandring producerer en vis modstand. Og al modstand har udviklingspotentiale.

Det, som sker er, at jo oftere grøn zone overskrides desto mere acceptabelt og legitimt bliver det at overskride sin egen grænse. På sigt vil det medføre, at ens personlige grønne zone naturligt bliver udvidet. Vi skal altså med andre ord, overskride vores komfortzone tilpas mange gang, hvilket vil føre til en udvidelse af vores grønne zone og dermed gøre vores handlerum større.

Distance som metode

Denne overskridende handling er især vigtig for personer, som befinder sig i en sårbar eller udsat situation, som fx jobsøgere. Det er ikke unormalt, at man som jobsøgende får mange afslag. Det er derfor vigtigt at have nogle værktøjer og handlemuligheder til at distancere sig fra de nederlag man som konsekvens af afslagene kan opleve. Denne distancering skal skabes igennem fokus på, at det er ens kompetencer man søger at sælge – ikke ens person! Uden distanceringen vil de mange afslag og nederlag påvirke den grønne zone og gøre zonen og handlerummet mindre. De fleste mennesker vil helt naturligt forsøge at skærme sig selv imod nederlag – og derfor holde sig inden for nogle afgrænsede rammer for hvad der er trygt og sikkert.

Pointen her er imidlertid, at hvis ikke vi overskrider vores komfortzone bliver vores råderum mindre! Vi er altså nødt til hele tiden at søge og skabe udfordringer.