kirstineamato

A world of observations


Skriv en kommentar

Når strik bliver street

Rundt omkring i verden er mennesker blevet overrasket over en ny form for byforandring. Senest var det Christianshavnerne der en morgen i september vågnede op til en endnu smukkere Snorrebro. Broen var i nattens mørke blevet dekoreret af den islandske powerstrikker Tinna Pórudóttir Porvaldsdóttir.

 

Strikkefænomenet strikkegraffiti, hvor strikkeentusiaster dekorerer byrummet med strikkede tags, med den hensigt at forskønne og menneskeliggøre byrummet, er en verdensomspændende trend, der kan opleves i alle verdenshjørner.

Strik er i sig selv et gammelt håndværk. Men strik som streetart er, om end det har indtaget store byer som Tokyo, Berlin, New York og London nyt – og det er nu også blevet en del af det danske bybillede.

Der findes umiddelbart ikke nogen sikker definering af, hvad strikkeentusiasterne søger at opnå med deres udsmykning og kan måske netop af den grund nærmest betegnes som en blød afart af gadekunst.

I Gyldendals encyklopædi beskrives det sådan:

Yarn bombing, (eng. “garnbombardement”), strikkegraffiti, guerilla-strik, strik og hækling udført som kunst i det åbne rum. Yarn bombing begyndte som et undergrundsfænomen, en international “guerilla”-bevægelse, der siden har vokset sig til en international udbredt udtryksform med kunstnere i alle aldre, nationaliteter og køn, som skaber værker af garn for derefter at “donere” dem til det offentlige rum.”

billederne er lånt her

Når alt kommer til alt, så er strikkegraffitien med til at udfordre vores syn på bybilledet. Fænomenet taler til vores forståelse af, hvordan vi opfatter det miljø vi indgår i. Det tænder sanserne, giver os lyst til at røre og på den måde indgå aktivt med vores omgivelser. Det giver det grå nogle farver og varmer byen på flere planer. Og så skal der ikke altid så meget til for at skabe umiddelbare reaktioner og forandringer.

 

Når alt kommer til alt bliver bybilledet bare lidt sjovere når strik bliver street.

Se video om dekorationen af Snorrebro her

Reklamer


Skriv en kommentar

Good Guide

Billede

GoodGuide er et spændende initiativ, som tilbyder forbrugeren større vished og gennemsigtighed omkring produkter og virksomheder. Guiden hjælper til at gennemskue et produkt ud fra hensyn om sundhed, miljø og det sociale ansvar der ligger til baggrund for produktet. På den måde bliver det muligt at handle ud fra ens egne værdier på områder, som ellers kan være svært tilgængelige. Målet bag guiden er at oplyse omkring de miljø- og menneskelige konsekvenser et produkt har – så forbrugeren selv kan tage et aktivt valg om, hvad der er rigtigt at betale for.

Guiden virker endnu kun ved internethandel og for udvalgte produkter. Tanken er dog, at man i fremtiden, ved hjælp af en smartphone kan scanne varen på stedet, inden der træffes beslutningen om, om varen ryger i kurven eller ej. 


Skriv en kommentar

KISS som princip

– når livet kompliceres

KISS er akronym for princippet: Keep ISimple Sweetie! (Keep It Simple Stupid eller Keep It Short and Simple om du vil, variationerne er mange). Pointen med KISS som princip er, at langt de fleste systemer, processer og organisationer fungerer bedst når de holdes simple frem for at de kompliceres. Man behøver altså ikke at gøre ting ekstra komplicerede – blot få dem til at fungere mest hensigtsmæssigt med færrest mulige teknikker.


Skriv en kommentar

Teori U – light version

– Kommunikation for innovation

Teori U er en forandringsmodel og –metode, der har som sigte at skabe organisatorisk forandring gennem kvalitative kollektive og individuelle forandringer. Det er forandringer, der griber ind i vores måde at tænke og  handle på.

Teori U er udviklet af proffessor Otto Scharmer, MIT som en model til at løfte arbejdet med personligt lederskab og organisatorisk udvikling til innovationshøjder. Man arbejder med Teori U som metode ifht. et konkret udviklingsfelt. f.eks ”hvordan gør vi ledelse til en profession”, ”samarbejde med nærmeste ledelse” eller ” udvikling af godt arbejdsmiljø”.

Metoden er en reaktion på, hvordan vi ofte igangsætter forandringsprocesser – som er utilfredsstillende og som ikke ”holder”. Oftest gør vi nemlig det, at vi beslutter (eller får pålagt) en forandring, som vi (ubevidst) sammenholder med, hvordan vi plejer at tackle forandringer. Dette kaldes i modellen Downloading. Herefter går vi i gang med at udføre forandringen: Performing. Konsekvensen er, at vi prøver at skabe fremtiden ved blot at gøre, hvad vi gjorde i ”fortiden”. Og dermed bliver forandringen utidssvarende og uhensigtsmæssig.

Processerne

Teori U består af 7 trin. I de første 3 trin bevæger man sig ned i U’et. På forskellige måder forholder man sig undrende og undersøgende til sit udviklingsfelt: 1. Downloading: beskrivelse og glat snak om udviklingsønsket; 2. Seeing: diskussion og udforskning af udviklingsønsket og 3. Sensing: empatisk dialog om udviklingsønsket.

I bunden af U’et er spørgsmålet: 4. Pre-sensing: Hvem er mit Selv? Hvad er min Opgave? Her er det målet at blive klar over, hvad man selv virkelig VIL med sit udviklingsønske. Det, man VIRKELIG brænder for. Her vil metoden indebære mere sanse- og oplevelsesmæssig undersøgelse af udviklingsønsket vha. eksempelvis metaforer, billeder, teaterskulptur, naturoplevelse, artbased coaching og andre æstetiske tilgange.

Når dette sker med udgangspunktet i undersøgelsen i de 3 første trin, får man et fantastisk blik for, hvordan man skal prioritere sin arbejdsindsats og handlinger. Og på den måde blive interaktiv i forandringsprocesserne.

Erfaringsmæssigt gir de næste 3 trin næsten sig selv, da det hurtigt udkrystalliserer sig, hvad det er, man skal handle på. 5. Crystallizing: er denne sammenfattende proces. Herefter hedder processen 6. prototyping: at begynde små-eksperimenter i handling og herefter egentlig forandring: 7. performing.

De indre stemmer

Umiddelbart kan processen ses som en glidende bevægelse, en rutchetur, der giver tilstrækkelig fart nedad til at komme hele vejen op igen. Scharmer påpeger dog at der på hvert niveau er risiko for at processen stopper. Mellem downloading og seing-niveauerne mener han, at vi kan komme til at lytte for meget til vores fordomme (Voice of Judgement): det plejer vi ikke at gøre sådan… det kan man da ikke… hvorfor nu ændre i noget… hvad skal det til for….

Hvis vi lukker ned for denne (oftest indre) stemme, og får mulighed for at se udviklingsønsket med friske øjne, kan vi få adgang til energi og tydelighed igennem diskussion med andre. Men vil vi gerne længere ned i U-et, hvor vi empatisk lytter til os selv og hinanden, og på den måde går et spadestik dybere i udviklingsønsket; så bremses vi måske af en ny (indre) stemme: Voice of Cynisism. Den beregnende stemme, der fortæller os: at vi ikke har tid…, at det ikke kan svare sig…., at hun jo heller ikke har noget fornuftigt at sige, det kan betale sig at involvere sig i…

By-pass denne stemme, og adgangen til indlevet og empatisk udforskning af udviklingsønsket er åben. Her opdager vi ofte – både hos os selv og hos andre – at vores udviklingsønske nærmest krystalliserer sig. Aha – siger vi ofte, det er det, det handler om. Vi opdager måske, at vi har nogle spændende ressourcer og potentialer, vi bør sætte i spil og at vi skal til at træffe nogle valg for vores fremtid, for at vi kan nå det, vi ønsker. Men endnu engang kan der være en stemme, der blokerer for, at vi tager det endelige skridt. Scharmer kalder den Voice of Fear. Denne angstens stemme er vores egen stemme, der siger til os: det dér kan du jo ikke…, tror du virkelig, at du er god nok…, har du virkelig det i dig? Tør du? Scharmer er meget tydelig på, at det vi er bange for faktisk ikke er vores begrænsninger – men vores potentialer: tænk, hvis vi faktisk kan meget mere end det, vi går og gør allerede. Vi er altså ikke bange for mørket, men for vores eget lys…

Selvsagt er det krævende, og ikke helt uden modstand at nå bunden af U-et.

I bunden U-et er spørgsmålene er mere eksistentielle: Hvem er mit Selv? Hvad er min Opgave? Hvad skal jeg give slip på (let go), så noget nyt kan opstå (let come)? Får man  her fat i sit udviklingsønske, står ikke bare ønsket, men også løsningen ofte knivskarp, og det bliver helt tydeligt, hvad man i fremtiden skal give slip på, for netop at nå derhen man virkelig vil.

Scharmer peger på, at bunden af U-et ikke afgrænser sig til at rumme det personlige projekt, men tværtimod skaber klarhed over, hvordan udviklingsønsket hænger sammen med verden som en dynamisk omgivelse.

Udviklingsrytmen i Theory U maner til tålmodighed før handling, og kan sammenfattes til: ”observer, observer, observer – og handl øjeblikkeligt”.

Se Otto Scharmer tale om hvordan vi kan lære af fortiden OG fremtiden

Kilder:

Scharmer, Otto (2006): Theory U: Leading from the Emerging Future; MIT
Scharmer, Otto (2007): Theory U: Leading from the Future as it Emerges; Cambridge SoL Press


Skriv en kommentar

Overskridelse mod forandring

om kunsten at overskride sig selv

Vi kender næsten alle til at stå i en situation, hvor vi har følt at vi er nået helt ud på kanten af hvad vi føler vi kan overkomme. Vi har stort set alle noget, vi frygter at gøre, selvom vi er klar over, at det vil være godt og udviklende for os. I stedet for at udfordre os selv og mærke den ubehagelige frygt finder vi på alverdens dårlige undskyldninger for at slippe. Det er, når vi overskrider vores egne grænser – vores komfortzone. Men der er stor forskel på hvordan og hvornår vi hver især når denne grænse og hvor langt vi kan gå. Vores grænser er imidlertid langt fra statiske eller faste, men kan ændres – i både positiv og negativ retning. Vi kender det fx. fra børneopdragelsen hvor forældre i dele af barnets liv er med til at indsnævre barnets grænser for hvad der er godt, det handler fx. situationer med trafiksikkerhed, fremmede mennekser eller farlige lege. Her handler det dog i langt de fleste tilfælde om at sikre barenets sikkerhed ved at skabe en tryghed omkring barnet. Og grænserne her, vil alt afhængig af situationen løses op i takt med at barnet selv tilegner sig viden og kompetencer til at forvalte sig selv. På sammen måde kan vores egne grænser ændres og flyttes. Helt overordnet handler det om at finde, lære og bruge de værktøjer, som virker.

Udvidelse af handlerummet

Det er så nemt bare at fortsætte med at gøre det, vi plejer, for så behøver vi ikke bevæge os uden for vores komfortzone – den zone der gør os trygge.  Hver gang vi tager en chance og vover os ud på ukendt territorium, oplever vi frygt. Samtidig er vi programmeret til at udvikle os som mennesker; det er et iboende behov hos os. Derfor er det et dilemma, når vi søger tryghed og samtidig ønsker at prøve noget. Vi er bange for forandringer, og vi er bange for at sidde fast.

Problemet ligger i, at hvis man har tendens til sommerfugle i maven og fugtige håndflader bare ved tanken om at overskride sin egen grænse, så er det en meget stor forhindring at skulle over.

Rådet (også i dette tilfælde) er, at øvelse gør mester! Mange gange bunder angsten eller frygten simpelthen i en perfektionisme, en ville-gerne-gøre-det-godt indstilling. Pointen med øvelse gør mester–tilgangen er, at indstillingen om at ville gøre det godt heldigvist ikke forsvinder. Derimod kan angsten/frygten reduceres væsentligt, hvis ikke helt fjernes.

Dette illustreres ved hjælp af en ”nærhed og distance-cirkel”, inspireret af Karrierekonsulent Helle Bordinggaard

Grøn: komfortzone

Gul: Sommerfuglezone

Rød: Angst/frygtzone

Vi vil alle gerne være i den grønne komfortzone, men vi er samtidig nødt til at overskride os selv. Og en vigtig lære ligger i, at det er helt ok også at være i gul zone og indimellem også i rød. Vi må som mennesker, som Kierkegaard har sagt, indimellem tage springet ud på de 70.000 favne og miste fodfæstet for en stund, for på sigt at vinde os selv. Al forandring producerer en vis modstand. Og al modstand har udviklingspotentiale.

Det, som sker er, at jo oftere grøn zone overskrides desto mere acceptabelt og legitimt bliver det at overskride sin egen grænse. På sigt vil det medføre, at ens personlige grønne zone naturligt bliver udvidet. Vi skal altså med andre ord, overskride vores komfortzone tilpas mange gang, hvilket vil føre til en udvidelse af vores grønne zone og dermed gøre vores handlerum større.

Distance som metode

Denne overskridende handling er især vigtig for personer, som befinder sig i en sårbar eller udsat situation, som fx jobsøgere. Det er ikke unormalt, at man som jobsøgende får mange afslag. Det er derfor vigtigt at have nogle værktøjer og handlemuligheder til at distancere sig fra de nederlag man som konsekvens af afslagene kan opleve. Denne distancering skal skabes igennem fokus på, at det er ens kompetencer man søger at sælge – ikke ens person! Uden distanceringen vil de mange afslag og nederlag påvirke den grønne zone og gøre zonen og handlerummet mindre. De fleste mennesker vil helt naturligt forsøge at skærme sig selv imod nederlag – og derfor holde sig inden for nogle afgrænsede rammer for hvad der er trygt og sikkert.

Pointen her er imidlertid, at hvis ikke vi overskrider vores komfortzone bliver vores råderum mindre! Vi er altså nødt til hele tiden at søge og skabe udfordringer.

 


Skriv en kommentar

Antropologisk indsigt

Fordi de kulturelle selvfølgeligheder kan udfordres. Ofte stiller vi ikke spørgsmålstegn ved de ting som er normale for os. Og det er der en god grund til. Hvis vi alle skulle forholde os kritisk til alt hvad vi gør og siger, ville vi aldrig få gjort nogle ting. Vi er nødt til at være i stand til at tænde for automatpiloten og gøre det vi nu engang gør.

Imidlertid kan der være et stort spring imellem det vi gør, det vi siger vi gør og det vi tror vi gør. For at tydeliggøre sammenhængen mellem tanker og handlinger er der brug for dybdegående analyser af praksis.

For at skabe forandring, uanset størrelsen, er det altafgørende at blive klar over hvordan situationen er nu og hvorhen man ønsker at være. Det tager minimum 3 måneder at ændre en vane, og dermed også minimum 3 måneder at skabe basis for nye handlemåder. Den antropologiske indsigt kan sætte fokus på de ting vi gør og de ting vi siger og kan dermed være faciliterende for forandringer.