kirstineamato

A world of observations

Teori U – light version

Skriv en kommentar

– Kommunikation for innovation

Teori U er en forandringsmodel og –metode, der har som sigte at skabe organisatorisk forandring gennem kvalitative kollektive og individuelle forandringer. Det er forandringer, der griber ind i vores måde at tænke og  handle på.

Teori U er udviklet af proffessor Otto Scharmer, MIT som en model til at løfte arbejdet med personligt lederskab og organisatorisk udvikling til innovationshøjder. Man arbejder med Teori U som metode ifht. et konkret udviklingsfelt. f.eks ”hvordan gør vi ledelse til en profession”, ”samarbejde med nærmeste ledelse” eller ” udvikling af godt arbejdsmiljø”.

Metoden er en reaktion på, hvordan vi ofte igangsætter forandringsprocesser – som er utilfredsstillende og som ikke ”holder”. Oftest gør vi nemlig det, at vi beslutter (eller får pålagt) en forandring, som vi (ubevidst) sammenholder med, hvordan vi plejer at tackle forandringer. Dette kaldes i modellen Downloading. Herefter går vi i gang med at udføre forandringen: Performing. Konsekvensen er, at vi prøver at skabe fremtiden ved blot at gøre, hvad vi gjorde i ”fortiden”. Og dermed bliver forandringen utidssvarende og uhensigtsmæssig.

Processerne

Teori U består af 7 trin. I de første 3 trin bevæger man sig ned i U’et. På forskellige måder forholder man sig undrende og undersøgende til sit udviklingsfelt: 1. Downloading: beskrivelse og glat snak om udviklingsønsket; 2. Seeing: diskussion og udforskning af udviklingsønsket og 3. Sensing: empatisk dialog om udviklingsønsket.

I bunden af U’et er spørgsmålet: 4. Pre-sensing: Hvem er mit Selv? Hvad er min Opgave? Her er det målet at blive klar over, hvad man selv virkelig VIL med sit udviklingsønske. Det, man VIRKELIG brænder for. Her vil metoden indebære mere sanse- og oplevelsesmæssig undersøgelse af udviklingsønsket vha. eksempelvis metaforer, billeder, teaterskulptur, naturoplevelse, artbased coaching og andre æstetiske tilgange.

Når dette sker med udgangspunktet i undersøgelsen i de 3 første trin, får man et fantastisk blik for, hvordan man skal prioritere sin arbejdsindsats og handlinger. Og på den måde blive interaktiv i forandringsprocesserne.

Erfaringsmæssigt gir de næste 3 trin næsten sig selv, da det hurtigt udkrystalliserer sig, hvad det er, man skal handle på. 5. Crystallizing: er denne sammenfattende proces. Herefter hedder processen 6. prototyping: at begynde små-eksperimenter i handling og herefter egentlig forandring: 7. performing.

De indre stemmer

Umiddelbart kan processen ses som en glidende bevægelse, en rutchetur, der giver tilstrækkelig fart nedad til at komme hele vejen op igen. Scharmer påpeger dog at der på hvert niveau er risiko for at processen stopper. Mellem downloading og seing-niveauerne mener han, at vi kan komme til at lytte for meget til vores fordomme (Voice of Judgement): det plejer vi ikke at gøre sådan… det kan man da ikke… hvorfor nu ændre i noget… hvad skal det til for….

Hvis vi lukker ned for denne (oftest indre) stemme, og får mulighed for at se udviklingsønsket med friske øjne, kan vi få adgang til energi og tydelighed igennem diskussion med andre. Men vil vi gerne længere ned i U-et, hvor vi empatisk lytter til os selv og hinanden, og på den måde går et spadestik dybere i udviklingsønsket; så bremses vi måske af en ny (indre) stemme: Voice of Cynisism. Den beregnende stemme, der fortæller os: at vi ikke har tid…, at det ikke kan svare sig…., at hun jo heller ikke har noget fornuftigt at sige, det kan betale sig at involvere sig i…

By-pass denne stemme, og adgangen til indlevet og empatisk udforskning af udviklingsønsket er åben. Her opdager vi ofte – både hos os selv og hos andre – at vores udviklingsønske nærmest krystalliserer sig. Aha – siger vi ofte, det er det, det handler om. Vi opdager måske, at vi har nogle spændende ressourcer og potentialer, vi bør sætte i spil og at vi skal til at træffe nogle valg for vores fremtid, for at vi kan nå det, vi ønsker. Men endnu engang kan der være en stemme, der blokerer for, at vi tager det endelige skridt. Scharmer kalder den Voice of Fear. Denne angstens stemme er vores egen stemme, der siger til os: det dér kan du jo ikke…, tror du virkelig, at du er god nok…, har du virkelig det i dig? Tør du? Scharmer er meget tydelig på, at det vi er bange for faktisk ikke er vores begrænsninger – men vores potentialer: tænk, hvis vi faktisk kan meget mere end det, vi går og gør allerede. Vi er altså ikke bange for mørket, men for vores eget lys…

Selvsagt er det krævende, og ikke helt uden modstand at nå bunden af U-et.

I bunden U-et er spørgsmålene er mere eksistentielle: Hvem er mit Selv? Hvad er min Opgave? Hvad skal jeg give slip på (let go), så noget nyt kan opstå (let come)? Får man  her fat i sit udviklingsønske, står ikke bare ønsket, men også løsningen ofte knivskarp, og det bliver helt tydeligt, hvad man i fremtiden skal give slip på, for netop at nå derhen man virkelig vil.

Scharmer peger på, at bunden af U-et ikke afgrænser sig til at rumme det personlige projekt, men tværtimod skaber klarhed over, hvordan udviklingsønsket hænger sammen med verden som en dynamisk omgivelse.

Udviklingsrytmen i Theory U maner til tålmodighed før handling, og kan sammenfattes til: ”observer, observer, observer – og handl øjeblikkeligt”.

Se Otto Scharmer tale om hvordan vi kan lære af fortiden OG fremtiden

Kilder:

Scharmer, Otto (2006): Theory U: Leading from the Emerging Future; MIT
Scharmer, Otto (2007): Theory U: Leading from the Future as it Emerges; Cambridge SoL Press

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s